Viser opslag med etiketten Anmeldelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Anmeldelser. Vis alle opslag

fredag den 25. april 2025

Nescafé Dolce Gusto - Nesquik

Espresso, lungo, cortado og… kakao? Ja, den er god nok, og ja, det lyder mærkeligt. Men her er den altså: Nesquik i kapseludgave. Det lyder måske smart på papiret, men spørgsmålet er, om det er en kærkommen nyhed – eller bare endnu et eksempel på, at ikke alt behøver at blive gjort så pokkers kompliceret.

Nescafé Dolce Gusto - Nesquik, 16 kapsler (16 kopper), forhandler findes på dolce-gusto.dk fra 49,00 kr.

Duft

Nescafé Dolce Gusto - Nesquik Den dufter, som man ville forvente – sødt og chokoladet. Men det er altså en sukkerbombe, der kommer snigende. Det er en duft, der går direkte i de søde tænder, og som truer med at slå insulinproduktionen ud af kurs. Kakaoen er bestemt til stede, men det hele er pakket godt og grundigt ind i vaniljesødme.

Udseende

Visuelt er den faktisk overraskende flot. Der er et fint lag skum på toppen, som giver en næsten café-lignende vibe. Der kan dog spores lidt for mange "grumsede rester" i bunden, og det er tydeligt, at ikke alt pulver er blevet opløst. En hurtig omrøring ville nok ikke skade .

Nescafé Dolce Gusto - Nesquik i kop

 

Smag
Den første slurk er cremet og fyldig. Det er faktisk en overraskende mundfølelse, som nærmest pakker tungen ind. Smagen af kakao er tydelig, men den bliver hurtigt overdøvet af det ekstreme sukkerindhold. Det smager lidt som om nogen har prøvet at lave en dessert ud af sukker med et strejf af chokolade – og ikke omvendt. Det bliver hurtigt for meget. En enkelt kop kan måske gå, men det er ikke noget, man har lyst til at vende tilbage til.

 

 

Opsamling 

Nesquik fra Dolce Gusto er uden tvivl en hyggelig og børnevenlig drik, men som voksen kakaoelsker, bliver det hele altså en tand for sødt og kunstigt. Den har nogle gode elementer – fylden og cremetheden overrasker – men det bliver kvalt i en tsunami af sødhed.

Og så er der det med selve idéen. En kapsel med kakao? Det føles unødvendigt. I modsætning til kaffe, hvor selve brygprocessen gør noget ved bønnen, så er kakaopulver jo bare noget, der skal opløses. Her kunne man ærligt talt have sparet både kapsel, plast og samvittighed, og bare hældt Nesquik-pulver i en kop og tilføjet varmt vand eller mælk. Det havde næppe smagt dårligere – og det havde givet samme effekt.

Nesquik fra Nescafé Dolce Gusto får

1,5 ud af 5 kakaobønner

 

Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Ristretto Ardenza.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Grande Intenso.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Americano.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Latte Macchiato.
... og flere anmeldelser er på vej.

 


 

søndag den 13. april 2025

Nescafé Dolce Gusto - Mocha

Drikken der i teorien skal forene det bedste fra to verdener: fyldig chokolade og god kaffe. En vaskeægte caféklassiker, som i de rette hænder kan være både komfort og koffein i ét. Men spørgsmålet er, om denne version rammer den rette balance, eller om vi står med noget, der er mere varm kakaomælk end voksen kaffeoplevelse?

Nescafé Dolce Gusto - Mocha, 8 kaffe- og 8 mælkekapsler (8 kopper), kan købes på kaffekapslen.dk for 40,00 kr.

Duft
Man kan tydeligt fornemme mælken – og desværre også den lidt syrlige kant, som sødmælkspulver nogle gange får i kapsler. Det er den samme karakteristiske duft, som går igen i de fleste Dolce Gusto-varianter med mælk. Udover den lette syrlighed er der ikke meget at komme efter i næsen. Den dufter ikke rigtig af kaffe, og heller ikke særligt meget af kakao.

Udseende
Visuelt ser den egentlig ret fin ud – skummet lægger sig pænt på toppen, og den lysebrune farve signalerer, at her er tale om en mælket kaffedrik. Men, og dem er der to af, den første er at den overhovedet ikke er i nærheden af at ligne den på æsken. Det andet men er, at tager vi et kig ned i bunden, så begynder illusionen at krakelere. Der samler sig tydeligt chokoladepulver, og det viser ret klart, at indholdet ikke er blevet ordentligt opløst. Især hvis man har hældt kaffen i til sidst, ser det noget rodet ud.

 

Smag
Der er kakao – ingen tvivl om det. En halvsød, lidt tynd kakaosmag, som følges af en tør, næsten papagtig fornemmelse. Mælken smager en anelse brændt og syrlig, og det hele hænger ikke rigtigt sammen. Vigtigst af alt: kaffen er stort set ikke til stede. Hvis man ikke vidste, at det her skulle være en mocha, ville man aldrig gætte, at der var kaffe i. Det hele føles som en lidt træt skolekakaodrik med pulverkaffeambitioner. 



Det her er endnu et eksempel på en kapseldrik, der lover mere, end den kan holde. For en mocha skal i mine øjne være en harmonisk balance mellem fyldig chokolade og god, rund kaffe. Det her er bare ikke tilfældet. Kaffen er fraværende – og det giver egentlig rigtig god mening, når man kigger på emballagen og ser, at der kun er 12,5% instant kaffe i blandingen. Det er slet, slet ikke nok. Og så er vi tilbage ved grundspørgsmålet: Hvorfor putte instant kaffe i en kaffekapsel? Hele idéen med kapsler er jo netop, at man får noget, der smager bedre end det man kan røre sammen med en teske og lidt kogt vand. Her føles det lidt som en genvej, der ender med at ødelægge det hele. Kakaoen er ikke god nok til at bære drikken alene, og mælken smager for meget af det, den er: pulver. Det her er ikke en mocha – det er en lunken kakao med vage drømme om at blive voksen.

Mocha fra Nescafé Dolce Gusto får
1 ud af 5 bønner

 

Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Ristretto Ardenza.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Grande Intenso.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Americano.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Latte Macchiato.
... og flere anmeldelser er på vej.

fredag den 11. april 2025

Nescafé - Azera Americano

Kaffen der forsøger at balancere mellem nem instant og caféstemning – men spørgsmålet er, om den overhovedet formår at sætte sig nogen steder rigtigt. Med Azera-brandet lover Nescafé noget lidt mere “premium”, men hvad ender vi så egentlig med?

Nescafé Azera - Americano, 100g dåse, kan købes i de fleste supermarkeder til ca. 45,00 kr.

Duft
Den dufter... ikke rigtig af kaffe. Der er en svag, lidt støvet aroma, som mest minder om bark og en fjern erindring af noget, der engang var kaffe. Det er ikke ligefrem en duft, der vækker lysten til at tage første slurk – mere noget, man glemmer, man har brygget.

Udseende
Farven er overraskende lys og lidt vandet i udtrykket. Der er et diskret lag crema i kanten, men det hele virker lidt træt. Et fint lag kaffegrums samler sig i bunden, som om den ikke helt har besluttet sig for, om den vil være instant eller stempelkande. Ikke grimt, men heller ikke tillidsvækkende.

Smag
Her falder den desværre helt igennem. Smagen er tynd, karakterløs og uden nogen form for power. Der er en svag bitterhed, der hænger lidt ved – men ikke på en behagelig måde. Mere som en påmindelse om, at noget er gået galt. Og det bliver kun værre, hvis kaffen når at blive kold. Den kradser lidt og føles som noget, man fandt i koppen fra dagen før og tog en slurk af i ren rutine.

Opsamling
Azera lover med sit minimalistiske design og sin “barista style”-branding en kaffeoplevelse lidt ud over det sædvanlige. Men realiteten er en bitter og tynd kop, der hverken kan måle sig med instant-favoritterne eller en almindelig cafékaffe. Den har hverken dybde, charme eller noget, man husker den for.

Hvis du bare skal bruge noget varmt i koppen og er helt ligeglad med smag – så kan den gå an. 
Ellers kan du roligt gå uden om Azera Americano.. 
 

Nescafé Azera Americano får

 
1 ud af 5 bønner

 

Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Ristretto Ardenza.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Grande Intenso.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Americano.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Latte Macchiato.
... og flere anmeldelser er på vej.

torsdag den 10. april 2025

Nescafé Dolce Gusto - Barista

Barista. Navnet alene sender tankerne i retning af dampende espressomaskiner, friskkværnede bønner og en lettere arrogant fyr med forklæde og latte art-talent. Forventningerne bliver straks skruet op – for når en kaffe kalder sig Barista, så skal der altså leveres. Det skal være en kaffe med karakter, holdning og måske endda lidt charme på kanten af det kradsede.

Nescafé Dolce Gusto - Barista, 16 kapsler (16 kopper), kan købes på f.eks. kaffekapslen.dk for 40,00 kr.

Duft
Den dufter varmt og intenst – en rigtig god start. Der sniger sig en let syrlighed ind, som giver næsen lidt at lege med. Den dufter bestemt godt og får en til at glæde sig til første slurk.

Udseende
Espressoen har en mørk og intens farve, og der ligger et fint lag crema på toppen, som giver den et rigtig indbydende udtryk. Den ser næsten professionel ud.

 

Smag
Ind kommer den! Og den starter altså rigtig fint ud. En mild og behagelig syrlighed rammer først – den er ikke skinger, ikke for dominerende, men lækker og ren. Derfra sker der dog noget andet. En rustik og lidt krads karakter begynder at træde frem, og til sidst glider den over i en ret markant bitterhed. Det er som om, at kaffen starter med en fin gestus, men ender med et lille spark bagi.

 

Opsamling
Jeg havde egentlig forventet, at Baristaen ville være et ustyrligt bæst – en slags koffeinrocker med alt for meget selvtillid. Men faktisk er den mere afdæmpet end frygtet. Robustaen, som ellers godt kan tage overhånd i mange af Nescafés stærkere blandinger, holder sig nogenlunde i skindet her. Den er til stede, bevares, og især i eftersmagen mærkes det, men den tager ikke fuldstændig magten.

Kaffen er harmonisk i sin begyndelse – den milde syrlighed er virkelig vellykket og giver et løfte om en god oplevelse. Men desværre kommer der for meget uro i den anden halvdel. Den rustikke og bitre afslutning tager over, og det gør helheden lidt ujævn. Havde den været mere afrundet i smagskurven, kunne det have været en rigtig fin kop.

Jeg er ikke den største fan af den afsluttende robusta-basker, men jeg anerkender, at det ikke er helt ved siden af. For dem der gerne vil have en lidt mere rå og markant kaffe, er Barista måske et godt bud – men for mig bliver det lidt for kantet.

 

Barista fra Nescafé Dolce Gusto får
2 ud af 5 bønner

 

Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Ristretto Ardenza.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Grande Intenso.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Americano.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Latte Macchiato.
... og flere anmeldelser er på vej.

mandag den 22. juli 2019

lørdag den 20. juli 2019

torsdag den 25. april 2019

Nescafé Dolce Gusto - Flat White

Flat White - espresso med mælkeskum. Det lyder ikke helt dårligt, vel? Desværre så har kafferne med mælk, fra Nescafé Dolce Gusto, ikke ligefrem det bedste omdømme. Indtil videre har de været alt for fede, søde og haft en underlig kunstig smag. Er det Flat White, som skal ændre på det?

Nescafé Dolce Gusto - Café au Lait Intenso

Vi har tidligere testet Nescafés bud på en café au lait. Det var ikke en køn oplevelse, som smagte fed, besk og bitter. Nu buffer Nescafé så den op i en intens og stærk intenso-udgave. Det kan blive både en dreng og en pige.

lørdag den 20. april 2019

fredag den 19. april 2019

torsdag den 18. april 2019

onsdag den 17. april 2019

mandag den 15. april 2019

torsdag den 21. februar 2019

Nescafé Dolce Gusto - Latte Macchiato

Latte Macchiato er en rigtig dejlig kaffedrik. I en Latte Macchiato er mælken rigtig vigtig. En Latte Macchiato består nemlig af rigtig meget mælk. Derfor skal det være en god og rund mælkesmag, hvor kaffen så kommer ind og levere en dejlig kaffesmag. Yum yum.

tirsdag den 19. februar 2019

mandag den 18. februar 2019

Nescafé Dolce Gusto - Grande Intenso

Stor og intens ─ det lyder ikke så ringe, vel? Nogle gange kan kafferne godt være en tand for små. Look no further. Ind kommer Nescafé, som flot lover en stor og intens kop kaffe. Kan det lade sig gøre? Lad os finde ud af det!

onsdag den 13. februar 2019

Nescafé Dolce Gusto - Preludio Intenso

Vi varmer op til de stærke kaffer! Det er i hvert fald sådan jeg opfatter Preludio Intenso. Preludio=optakt. Intenso=Intens. Men betyder det så, at den her kaffe vil være en svag én? Eller vil den bide lidt fra sig af? Der er kun én måde at finde ud af det på. Buckle up.