Viser opslag med etiketten Robusta. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Robusta. Vis alle opslag

fredag den 11. april 2025

Nescafé - Azera Americano

Kaffen der forsøger at balancere mellem nem instant og caféstemning – men spørgsmålet er, om den overhovedet formår at sætte sig nogen steder rigtigt. Med Azera-brandet lover Nescafé noget lidt mere “premium”, men hvad ender vi så egentlig med?

Nescafé Azera - Americano, 100g dåse, kan købes i de fleste supermarkeder til ca. 45,00 kr.

Duft
Den dufter... ikke rigtig af kaffe. Der er en svag, lidt støvet aroma, som mest minder om bark og en fjern erindring af noget, der engang var kaffe. Det er ikke ligefrem en duft, der vækker lysten til at tage første slurk – mere noget, man glemmer, man har brygget.

Udseende
Farven er overraskende lys og lidt vandet i udtrykket. Der er et diskret lag crema i kanten, men det hele virker lidt træt. Et fint lag kaffegrums samler sig i bunden, som om den ikke helt har besluttet sig for, om den vil være instant eller stempelkande. Ikke grimt, men heller ikke tillidsvækkende.

Smag
Her falder den desværre helt igennem. Smagen er tynd, karakterløs og uden nogen form for power. Der er en svag bitterhed, der hænger lidt ved – men ikke på en behagelig måde. Mere som en påmindelse om, at noget er gået galt. Og det bliver kun værre, hvis kaffen når at blive kold. Den kradser lidt og føles som noget, man fandt i koppen fra dagen før og tog en slurk af i ren rutine.

Opsamling
Azera lover med sit minimalistiske design og sin “barista style”-branding en kaffeoplevelse lidt ud over det sædvanlige. Men realiteten er en bitter og tynd kop, der hverken kan måle sig med instant-favoritterne eller en almindelig cafékaffe. Den har hverken dybde, charme eller noget, man husker den for.

Hvis du bare skal bruge noget varmt i koppen og er helt ligeglad med smag – så kan den gå an. 
Ellers kan du roligt gå uden om Azera Americano.. 
 

Nescafé Azera Americano får

 
1 ud af 5 bønner

 

Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Ristretto Ardenza.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Grande Intenso.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Americano.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Latte Macchiato.
... og flere anmeldelser er på vej.

torsdag den 10. april 2025

Nescafé Dolce Gusto - Barista

Barista. Navnet alene sender tankerne i retning af dampende espressomaskiner, friskkværnede bønner og en lettere arrogant fyr med forklæde og latte art-talent. Forventningerne bliver straks skruet op – for når en kaffe kalder sig Barista, så skal der altså leveres. Det skal være en kaffe med karakter, holdning og måske endda lidt charme på kanten af det kradsede.

Nescafé Dolce Gusto - Barista, 16 kapsler (16 kopper), kan købes på f.eks. kaffekapslen.dk for 40,00 kr.

Duft
Den dufter varmt og intenst – en rigtig god start. Der sniger sig en let syrlighed ind, som giver næsen lidt at lege med. Den dufter bestemt godt og får en til at glæde sig til første slurk.

Udseende
Espressoen har en mørk og intens farve, og der ligger et fint lag crema på toppen, som giver den et rigtig indbydende udtryk. Den ser næsten professionel ud.

 

Smag
Ind kommer den! Og den starter altså rigtig fint ud. En mild og behagelig syrlighed rammer først – den er ikke skinger, ikke for dominerende, men lækker og ren. Derfra sker der dog noget andet. En rustik og lidt krads karakter begynder at træde frem, og til sidst glider den over i en ret markant bitterhed. Det er som om, at kaffen starter med en fin gestus, men ender med et lille spark bagi.

 

Opsamling
Jeg havde egentlig forventet, at Baristaen ville være et ustyrligt bæst – en slags koffeinrocker med alt for meget selvtillid. Men faktisk er den mere afdæmpet end frygtet. Robustaen, som ellers godt kan tage overhånd i mange af Nescafés stærkere blandinger, holder sig nogenlunde i skindet her. Den er til stede, bevares, og især i eftersmagen mærkes det, men den tager ikke fuldstændig magten.

Kaffen er harmonisk i sin begyndelse – den milde syrlighed er virkelig vellykket og giver et løfte om en god oplevelse. Men desværre kommer der for meget uro i den anden halvdel. Den rustikke og bitre afslutning tager over, og det gør helheden lidt ujævn. Havde den været mere afrundet i smagskurven, kunne det have været en rigtig fin kop.

Jeg er ikke den største fan af den afsluttende robusta-basker, men jeg anerkender, at det ikke er helt ved siden af. For dem der gerne vil have en lidt mere rå og markant kaffe, er Barista måske et godt bud – men for mig bliver det lidt for kantet.

 

Barista fra Nescafé Dolce Gusto får
2 ud af 5 bønner

 

Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Ristretto Ardenza.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Grande Intenso.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Americano.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Latte Macchiato.
... og flere anmeldelser er på vej.

mandag den 22. juli 2019

lørdag den 20. juli 2019

torsdag den 25. april 2019

Nescafé Dolce Gusto - Café au Lait Intenso

Vi har tidligere testet Nescafés bud på en café au lait. Det var ikke en køn oplevelse, som smagte fed, besk og bitter. Nu buffer Nescafé så den op i en intens og stærk intenso-udgave. Det kan blive både en dreng og en pige.