onsdag den 17. april 2019

Café René - Espresso

"René, stik mig en espresso!". Det kunne meget vel have lydt sådan på en café, hvis den nu havde heddet René. Jeg befinder mig ikke på nogen café, men derfor skal jeg da ikke snydes for en espresso. "René!".

Café René - Espresso, 16 kapsler (16 kopper), kan købes på kaffekapslen.dk for 30 kr.

Duft
En let duft af brød, men så kommer der også en liflig duft af citrus. Hele molevitten dufter lidt ligesom når der er fugt i luften. Det er lidt den der duft, efter at det lige har regnet. Hmm..

Udseende
Det er en mindre kaffedosis vi er ude i, men det er jo også hvad man kan forvente når det er en espresso. Lidt overraskende så har den faktisk en meget lys crema på toppen. Der er enkelte strejf af en let brunlig farve, men overordnet ser den meget lys ud. Om det så har betydning for selve smagen, må vi jo finde ud af.

Smag
Ind kommer den, og straks kommer der en let syrlig smag. Det er ikke en voldsom syre, og er faktisk meget behagelig. Langsomt ebber smagen ud, og en let krydret smag kommer ind. Citrussmagen hænger dog ved, og går langsomt over i en let bittersmag. Det er en meget syrlig kaffe.




Opsamling
Café René og deres espresso er lidt en sjov smagsoplevelse. Det er en meget syrlig kaffe, og normalt vil det ikke være noget, som jeg vil være særlig stor tilhænger af. Men i det her tilfældet er den faktisk en meget harmonisk og behagelig syrlighed. Jeg tror det er første gang, at jeg har oplevet at få en espresso, som smager meget af citrus. Det er ikke en ubehagelig smag, men igen måske ikke lige det jeg havde forventet, hvis jeg gik og regnede med en kraftig og intens espresso. Det er ikke det man får her, men til gengæld så smager den faktisk meget godt. Det er bestemt en anderledes espresso, men jeg kunne sagtens se mig selv, tage en ekstra kop.

Espresso fra Café René får

2.5 ud af 5 bønner

Læs HER hvordan det gik med Café René - Americano.
Læs HER hvordan det gik med Café René - Grande.

Cafe Rene
-->