Vi har udviklet en simpel 3-trins guide til kaffesmagning. Følger du den, garanterer vi dig en langt større smagsoplevelse. Kaffe kan nemlig nydes på mange andre måder end bare at høvle den ned uden omtanke. Vi vil gerne vise dig, hvordan vi smager på kaffe!
Varm din kaffekedel op, hæld instant kaffe i en kop – eller rist dine egne bønner! Mulighederne er mange. Find en kaffe frem, og lad os komme i gang.
1. Nyd kaffen med øjnene
Du kender sikkert udtrykket "at spise med øjnene". Vi vil gerne tage os den frihed at omskrive det lidt: "at drikke med øjnene". Ligesom når vi spiser, betyder den visuelle præsentation også meget, når vi drikker kaffe. Synet er nemlig den første sans, vi bruger til at danne os et indtryk af smagen.
Læg derfor mærke til farverne og nuancerne i din kaffe. Kan du bedømme dens fylde? Ser den tung eller let ud? Forventer du en kraftig eller mild smag? Brug øjnene aktivt.
2. Nyd derefter kaffen med næsen
Nu har vi brugt øjnene – tid til at give dem en pause. Luk dem roligt, og giv dig god tid til at indsnuse kaffens mange aromaer. Det handler ikke om et hurtigt snif. Nej, den går ikke. Næsen helt ned til koppen – og snus igennem!
Du kan med fordel røre lidt rundt i kaffen for at frigive endnu flere aromaer. Hvad kan du dufte? Minder det dig om noget? Blomster, mørkt træ, krydderier, korn, honning, kakao eller citrus? Tag dig tid og lad næsen gå på opdagelse.
3. Og endelig… smag på kaffen
Tag en god mundfuld, lad kaffen brede sig i hele munden og risle ned over tungekødet og ned gennem halsen. Mærk varmen der breder sig. Læg mærke til, hvor de forskellige smagsnuancer mærkes på tungen. Sødme opleves typisk på tungespidsen, mens bitterhed mærkes bagerst.
Hvordan føles kaffen i munden? Har den fylde, er den let, cremet, blød? Synk langsomt og mærk varmen brede sig i kroppen. Nyd det!