tirsdag den 20. november 2018

Nescafé Dolce Gusto - Cappuccino

Cappuccino er en kunst i sig selv. Espresso og skummet mælk, som mødes i en meget smuk kombination. Skal det gøres ordentligt, så kræver det en masse udstyr, som let kan komme til at koste en halv arm. Nescafé har her sit bud på en nem og hurtig cappuccino, så man stadig kan beholde begge arme. 


Nescafé Dolce Gusto - Cappuccino, 16 kapsler (8 kopper), købt i Meny for 43,95 kr.

Cappuccinoen skal brygges over to omgange. Først får glasset en mælkekapsel, som kort tid efter får selskab af en kaffekapsel. Hele processen er overstået på ingen tid, så Dolce Gusto ligger allerede stærkt fra land. Der er dog nødvendigt, at man giver glasset en kort omrøring for, at også få kaffen helt ned til bunds.

Duft
Næsen sænkes og der sniffes. Måske ikke særlig overraskende, så har cappuccinoen en rigtig dejlig og behagelig duft af... cappuccino. Den dufter faktisk som en cappuccino skal, og dufter ret så godt. Mmm.

Udseende
En cappuccino er lidt af en kunstværk. Smagen betyder selvfølgelig meget, men selve udseendet er i den grad også vigtigt. En cappuccino skal både være indbydende og lækker at se på.

Vi lægger ud fra toppen, hvor vi bliver mødt af den skummede mælk. Skummet ser desværre alt for opvaskeskumsagtigt ud, og virker derfor både en anelse tyndt og ikke særlig tæt.



Så længe enden er god er alting godt! Vi dykker længere ned i glasset, og når frem til selve kaffe. Cappuccinoen har en god brun farve, som dog er lidt til den lyse side (kaffen ser mørkere ud på billedet end den egentlig er). Den måtte gerne have haft en lidt mærkere farve. Det at den har en lys farve har jo bestemt en indvirkning på selve smagen. Er den for lys så vil smagen ikke være særlig kraftig.

En cappuccino skal være en god mellemting. Den må ikke være for kraftig men heller ikke for svag. Umiddelbart så tror jeg at den her cappuccino vil have en lidt for svag kaffesmag. Jeg så nok gerne, at den havde fået et par dryp til fra kaffekapslen.



Smag
Cappuccinoen virker meget mælket og er også forholdsvis sød. Selve smagen af kaffe er meget neutral, og er ikke så pokkers stærk. Bevares, det er en cappuccino, så det er jo en forholdsvis mælkerig kaffedrik, som ikke vil være alt for kraftig i smagen. Jeg savner dog noget mere smag af kaffe, og savner meget den her cremet cappuccino smag. Noget overraskende så smager cappuccinoen faktisk lidt ligesom dem man kan få i pulverbreve. Det er garanteret Nescafé, som også står bag dem. Dolce Gustoen er dog ikke nær så sød, som brevene, men den er stadig sød og har den her lidt kunstige smag. Smagen af at der er et eller andet der ikke er helt rigtigt.

Opsamling
En god cappuccino skal have en god balance mellem fedme, sødme og intensitet. En god fingerregel plejer at være 1/3 skum, 1/3 mælk og 1/3 espresso. Cappuccinoen skal bestå af en fed, cremet og småsød skum, som dækker over mælken som er blevet blandet med en god og kraftig espresso.

Cappuccinoen fra Dolce Gusto har på ingen måde den perfekte balance - langt fra. Jeg er ikke glad for fedmen og den manglende intensitet, og så brød jeg mig samtidig ikke over, at der på forhånd var tilsat sukker til mælken! Det går altså ikke. Jeg er overbevist om, at det er mælken som gør den helt store forskel. Den er ikke frisk og er højst sandsynligt blevet UHT-behandlet, og det gør altså at den får den her lidt kunstige smag. Dolce Gusto's bud på en cappuccino når altså ikke i nærheden af en man kan få på en god kaffebar eller café. Der er bare noget med smagen, som er lidt off. Det er ikke fordi, at den smager dårligt, men det kunne nu sagtens have været meget meget bedre.

Den anbefalede kaffedosis lyder på kun én tak på kaffemaskinen, men den kan nu sagtens trække to. Med to får den en langt bedre kaffesmag, hvor at den med én tak bliver alt for mælket. Så jeg vil klart anbefale, at man er lidt mere rundhåndet med kaffen!



Prisen er måske også lidt til den pebret side. Der er 16 kapsler i kassen, men reelt set er der jo kun nok til 8 cappuccinoer. Det giver os en koppris på 5.49 kr. Kvaliteten af produktet taget i betragtning, så er det måske alligevel lidt for dyrt.

Cappuccino fra Nescafé Dolce Gusto får

2 ud af 5 bønner


Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Americano.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Café Au lait.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Colombia Sierra Nevada.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Grande.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Grande Intenso.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Latte Macchiato.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Latte Macchiato Caramel.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Peru Cajamarca.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Preludio Intenso.
Læs HER hvordan det gik med Nescafé Dolce Gusto - Zoegas Mollbergs Blanding.

Nescafe
-->