Og så nåede vi alligevel til vejs ende. Der har undervejs været masser af bump, men vi kan nu med en god samvittighed parkere vores kaffekopper i opvaskemaskinen. 20 iskaffer senere, og det er nu tid til, at vi får talt bønnerne op. Den samlede fordeling af bønner ser således ud:
Kaffe | Bønner |
---|---|
Starbucks Doubleshot Espresso | 3.5 |
Nescafé Choco Mocha | 2.5 |
Starbucks Cappuccino | 2.5 |
Thise Mørk Iskaffe | 2.5 |
Cocio Ice Coffee Milk Espresso | 2 |
Cocio Ice Latte Milk - Vanilla | 2 |
Coffee & Milk Latte Macchiato | 2 |
Nescafé Cappuccino White | 2 |
Peter Larsen Caffé Latte | 2 |
Starbucks Caramel Macchiato | 2 |
Starbucks Skinny Latte | 2 |
Your Coffee Latte Macchiato Light | 2 |
Coffee & Milk - Latte Cappuccino | 1.5 |
Peter Larsen Double Espresso + Milk | 1.5 |
Your Coffee Espresso | 1.5 |
Baileys Iced Coffee Latte | 1 |
Nescafé Ice Coffee | 1 |
NOCCO Protein Coffee | 1 |
Peter Larsen Skinny Latte | 1 |
Starbucks Caffé Latte | 1 |
Hvis vi plotter det ind i et regneark, så får vi følgende grafiske afbildning:
Som vi kan se på den fine graf, så var der kun én af de 20 iskaffer, som formåede at score over 2½. Faktisk er det en hel bønne højere end de næsthøjeste bedømte. Vi valgte at give 3 iskaffer 2½ bønner, og det viser derfor at der kun var 3 af iskafferne, som kunne formå at kravle op på vores middelkarakter. Tager vi et kig længere ned, så kan vi se 8 iskaffer som har fået 2 bønner hver. Det betyder at de ikke har været helt gode, men bestemt ikke dårlige. Længere nede kan vi se 3 iskaffer, som har fået 1½ bønner og endelig helt nede på bunden, der ligger der 5 iskaffer og roder rundt.
Zoomer vi lidt ud, og ser iskafferne i et bredere perspektiv, så var det nu altså ikke fordi, at så mange af dem var rigtige dårlige. Ser vi bort fra Starbucks Doubleshot Espresso, som fik 3½ bønne, så var der nogle enkelte som stak op som små søm, lige til at rive strømperne på. Starbucks Doubleshot Espresso var den eneste af de 20 iskaffer, som for alvor vakte vores interesse og gav os en iskaffe som bare nogenlunde smagte af kaffe. Der var ikke nogen af de andre, som rigtig formåede at trække tæppet væk under os. Det har tværtimod vist sig, at det har været et ret så tungt tæppe.
Generelt har der bare ikke været de helt store kaffesmagsoplevelser, at hente blandt udvalget af iskaffer. Vi blev faktisk noget så overrasket over, hvor ens mange af dem smagte. Nu valgte vi at smage iskafferne i en tilfældig rækkefølge, men havde vi valgt at lave en back-to-back testsmagning, så ville vi ikke have haft en jordisk chance for, at kunne holde dem adskilt. Iskafferne mindede simpelthen alt for meget om hinanden. Og det ikke på en god måde.
Jo længere ind i vi kom i vores undersøgelse, begyndte et spørgsmål langsomt at stige op til overfladen. Hvor meget kaffe var der egentlig i iskafferne? Vi havde rigtig svært ved, at smage kaffen i stort set alle iskafferne. Der var nogle enkelte, som smagte af kaffe, men selv her kunne man godt have skruet lidt mere op for smagen. De smagte bare ikke super meget af kaffe. Til gengæld så har der været en tendens til, at rigtige mange af kafferne har været både søde og fede. Det var ikke altid en lige behagelig oplevelse. Mere kaffe, pr. omgående.
Som de kaffe-ekvilibrister vi er, så blev vi ret skuffet. Vi havde gerne set, at det var kaffen som var i centrum som den afgørende smagsgiver, men istedet var den en sød-fed suppe, som vi fik hældt i gabet. En gammeltraver, som forlængst burde have været aflivet er, at hjemmelavet ting smager bedre. Vi må nok kaste håndklædet ind i ringen og melde os under fanen. Det er ikke særlig svært eller dyrt, at selv lave en forholdsvis god iskaffe. Vil man slukke tørsten i en af de færdige løsninger, så skal man træde med varsomme skridt. Starbucks Doubleshot Espresso er dog et af de mere sikre.